The Voice Prisen

Her kan du læse om alle de nominerede til The Voice Prisen.

The Voice Prisen
Udgivet
Sidst opdateret

De nominerede til The Voice Prisen er de artister, som har domineret på The Voice i året, der gik. Den eftertragtede pris er tidligere vundet af bl.a. Scarlet Pleasure, Burhan G, Tessa, Christopher og Medina. Med The Voice Prisen hylder vi de helt store stjerner på den danske musikscene, dem, der har lavet årets allerstørste hits og er blevet spillet mest på The Voice. Lige nu er Tessa den dobbeltregerende vinder af prisen, som hun modtog i både 2020 og 2021. Det store spørgsmål er nu selvfølgelig: Hvem skal vinde The Voice Prisen i år?

MØ er gået hele vejen fra spirende musiker fra Fyn til superstjerne i LA. Tilbage i 2015 lagde MØ, Major Lazer og DJ Snake hele den internationale popscene ned med megahittet ”Lean On”, der i den grad satte gang i MØs samarbejder med udenlandske idoler. Kort tid efter var MØ og Diplo klar med ”Final Song” og samme år ”Cold Water”, som MØ lægger vokal til sammen med Justin Bieber.

Der er noget helt unikt ved MØs stil; hendes hæse, men cute vokal, hendes nostalgiske electropoplyd og hendes nede på jorden attitude og charme, som i de senere år er kommet til udtryk gennem sange som ”Nights With You”, ”Blur”, ”Live to Survive” og senest ”Spaceman”. MØ spillede ovenikøbet til sidste års The Voice ’21 Radio Awards og gav en vild koncert, vi aldrig glemmer.

Jada

Jada er Danmarks ukronede popballade-dronning. Hun er en sangerinde i verdensklasse, og hendes stemme kan få alles øjne til at løbe i vand. Der sker noget helt magisk og kuldegysningsfremkaldende, hver gang hun rammer de helt høje toner.

For Jada startede det hele med albummet I Cry A Lot, hvorfra vi fik kæmpehits som ”Keep Cool” og ”Lonely”, og siden er det gået hurtigt for hende. Hun udgav ”Nudes”, der blev et lockdown-fænomen i 2020, og i år har hun optrådt på bl.a. Roskilde Festivals Orange Scene, hvor hun fik besøg af MØ på nummeret ”Saturn Return” fra Jadas nye album Elements. 2022 har budt på flere samarbejder for Jada, som også er med på Kesis ”Skør For Dig”. Lige for tiden er det ”Don’t Say My Name And Forget It Again”, vi er besatte af her på The Voice.

Jada

D1MA

D1MA er en del af en ny rapbølge, der mixer drill-beats med klassiske popelementer og dansksprogede tekster. D1MA slog for alvor igennem med nummeret ”DRØM MIG VÆK”, som er et lækkert dansetrack, der har mere end 11 millioner streams på Spotify. I D1MAs lyd finder man spændende kontraster gennem inspirationen fra The Weekend, Gilli og streetgenrer som drill-rappen. Sangteksterne reflekterer over livet, og D1MA er ikke bange for at synge om sine inderste følelser. I D1MA ser vi en frontløber for en generation af nye hiphopartister, der tør at gå sine egne veje uden at følge nogen form for genrekodeks, og derfor er han nomineret til The Voice Prisen.

D1MA

Kesi

Dansk-tanzanianske Kesi er en vaskeægte hitmaskine, og hans bagkatalog, der indeholder sange som ”Følelsen”, ”Mamacita”, ”Su Casa”, ”Kom Over” og ”Søvnløs”, kan altid sætte gang i floor. Derfor har det selvfølgelig også været en kæmpe fest, hver gang Kesi har spillet til The Voice-koncerterne, hvilket han har gjort i 2015, 2017 og 2018 (og i 2011 som gæst). Udover Kesis succesfulde solokarriere, er han også del af det populære B.O.C-kollektiv, som sidste år udgav deres første fællesalbum Mere End Musik. Kesi er aktuel med albummet 30 Somre, der både indeholder tracket ”Hva Så (feat. Artigeardit)” og ”Skør For Dig (feat. Jada)”.

Kesi

Drew Sycamore

Drew Sycamore har med sin styrke og sine energiske popsange sprængt alle parametre for, hvad det vil sige at bryde igennem som popartist. Med megahittene ”I Wanna Be Dancing” og ”45 Fahrenheit Girl” toppede hun samtlige danske hitlister og vandt efterfølgende både danske og internationale priser for sin musik. I år har hun spillet på næsten alle Danmarks festivaler, åbnet den legendariske Orange Scene på Roskilde Festival og udgivet førstesinglen ”Electric Motion” fra sit kommende album Masculina. Drew Sycamore er mester i at bringe 80’er-æstetik med ind i nutiden og lave dramatiske popnumre med gennemslagskraft.

Drew Sycamore

Tobias Rahim

Tobias Rahim er en helt særlig artist, der har formået både at udgive flere af 2022’s mest populære sange og samtidig at være en rollemodel for alle, der kæmper med det mentale helbred, eller bare har brug for at græde igennem en gang imellem. Det hele gik op i en højere enhed for Tobias Rahim, da han landede med ”STOR MAND (feat. Andreas Odbjerg)”, som på rekordtid blev en sang, alle kunne synge med på. Siden da har han udgivet hit på hit, såsom ”Mucki Bar”, ”Når Mænd Græder”, ”Feberdrømmer Xx Dubai ” og ”Flyvende Faduma”. Vi elsker Tobias Rahim for hans ærlige og modige tekster, hans kreative tilgang til musikken og for alle de store hits, han allerede har delt med verden.

Tobias Rahim

Tessa

Der er kun én Tessa, og hun er ben! I 2019 gjorde Tessa det klart, at der skal være meget mere plads til feminin energi på den danske rapscene, og at hun er den helt rette til at opkræve den. Med udgivelserne af ”Ben” og ”Sjakalina” lagde hun stilen med sin hårde attitude, uindpakkede tekster og sprøde flow. I de få år, der er gået siden Tessas gennembrud, har hun opnået mere end de fleste gør i løbet af hele deres karriere. Tessa har samarbejdet med Suspekt, Specktors, Karen Mukupa x Natasja, hun har lagt alle danske festivaler ned med hits som ”Glo på mig”, ”Mums” og ”Blæstegnen”, og så har hun vundet The Voice Prisen de sidste to år i streg.

Tessa

Christopher

Christopher stjal vores hjerter tilbage i 2012, da han udgav sit første album Colours. Det blev hurtigt tydeligt, at han kan noget helt særligt med sin følsomme popmusik og sine catchy melodier. Siden begyndelsen har han udgivet fem album, der har budt på hits som ”Leap of Faith”, ”Told You So”, ”I Won’t Let You Down”, ”My Heart” og ”Fall So Hard”. Udover at være en fantastisk sanger, er Christopher også en varm og sjov person. Han er næsten fast inventar på The Voice, og han imponerer og underholder os altid. Vores store kærlighed til Christopher er også tydeligt afspejlet i antallet af gange, han har vundet The Voice Prisen – det er nemlig intet mindre end fem gange!

Christopher

Kidd

Kidd fører Boungiorno-stilen videre på sin nyeste udgivelse ”Dejligt”, der lyder af solvarm akustisk guitar, som komplimenterer rapperens karakteristiske stemme. Kidd var en af hovedrolleindehaverne (sammen ELOQ, TopGunn og Klumben aka. CHEFF Records) i den famøse 2011-generation af Nørrebros undergrundsrappere. Kidds tidlige hits ”Kysset med Jamel”, ”Uhh Det Er Så Svært At Være Så God” og ”Ik Lavet Penge” er blevet til kultklassikere, mens hans senere successer som ”KIDD Er Din Far”, ”Bedre” og ”Bare Dans” har bevist at han er mester i fornyelse og formskifte. Vi er med ham hele vejen lige fra ”Fetterlein” til ”KIDD Er Din Far” og ”Buongiorno”, og vi havde en fest, da han spillede sine hits til The Voice ‘21 Radio Awards sidste år!

Kidd

Andreas Odbjerg

Andreas Odbjerg har gennem det sidste år etableret sig som en af Danmarks største popartister. Hans store gennembrud rummer hits som ”hjem fra fabrikken”, ”i morgen er der også en dag” og ”STOR MAND”, som alle illustrerer, at Andreas er helt sin egen. Der findes nemlig ingen som Andreas Odbjerg, der på ét og samme album kan lykkes så smukt med at tage sine lyttere med på en følelsesmæssig rejse, der både rummer glæde, sorg, humor, opråb og tryghed. hjem fra fabrikken er er et tidløst debutalbum, der rammer direkte i hjertekulen og vokser for hver gang, man hører det. Sidste år spillede Andreas en fantastisk koncert til The Voice ’21 Radio Awards, og vi er hyped over at kunne præsentere ham på scenen igen i år.

Andreas Odbjerg

Clara

Clara er et vaskeægte multitalent, der både synger, danser og skriver sine egne sange – hun er med andre ord den fødte popstjerne. Historien om Claras vej til toppen er ovenikøbet ret utrolig. Hun skrev kontrakt med Sony Music Denmark som kun 15-årig, og som 17-årig havde to af hendes sange ”What They Say” og ”Slippin’” allerede været udvalgt som ugens Voice Choice her på The Voice. Igennem de snart syv år, der er gået siden begyndelsen, har hun vundet et hav af priser, udgivet hitsene ”Girl Like You”, ”Energies Don’t Lie” og ”Crazy”, og optrådt til The Voice ’18, ’19 og ’20. Lige nu er hun aktuel med sit nye album OFF.

Clara

Ericka Jane

Ericka Janes energiske popsange har nærmest domineret dansk radio de sidste par år, hvor numrene ”I Say Stupid Things”, ”Only For The Better”, ”Strangers In The Night” og “Forget Being Sober” har ligget i rotation. Hendes succes som sanger startede, da hun som 16-årig udgav et cover af Drakes ”Marvins Room” på YouTube, hvilket tiltrak en masse opmærksomhed. Efter hendes store sangtalent blev offentligt anerkendt, begyndte hun at arbejde målrettet for at udgive sin egen musik, hvilket resulterede i udgivelserne ”Favorite Lie” og ”Bad Like You”. Siden da har hun turneret med Drew Sycamore og optrådt i TV shows som Danish Rainbow Awards, Danish Music Awards (DMA), Vild Med Dans finalen og X Factor og været nomineret til The Voice Prisen i 2021.

Ericka Jane

Artigeardit

Artigeardit er en af den danske hiphopscenes mest interessante rappere og bedste historiefortællere. Han er et foregangsbillede for den nye bølge af hiphop, der lige nu skyller ind over landet, hvor gaderappens tekstreferencer til kriminalitet og vold bliver erstattet med poetiske refleksioner og følsom lyrik, hvilket man fx kan høre på nummeret ”Hensigt”. Artigeardit rapper i tight flows med en monoton vokal, der er helt særlig for hans stil. I 2021 var Artigeardit og Kesi ude med megahittet ”Er Her”, som er en af hans mest hørte sange til dato. På The Voice elsker vi også at spille festbangeren ”Hvor Fuck Er Min Drink”, som Artigeardit og Lamin udgav i 2021 på albummet Ny Agenda. Makkerparret, Artigeardit og Lamin, er netop aktuelle med nummeret ”Vågen”, der er et uptempo luksustrack.

Artigeardit

Ida Laurberg

Ida Laurberg startede med at lave musik på sit værelse i hjembyen Helsinge, hvorfra en af hendes hjemmeindspilninger gik viralt. Med udgivelsen af ”Grayzone” i 2019 fandt hun sin helt egen lyd, der byder på ærlige og sårbare popsange. Hendes sange har altid hendes eget liv som omdrejningspunkt, også selvom om det nogle gange har gjort lidt ondt. I 2020 vandt Ida prisen som Årets Nye Artist, og siden da har hendes musikalske karriere udviklet sig i sådan en grad, at hun i år er nomineret til The Voice Prisen. Ida Laurberg har bl.a. lavet den smukke duet ”Stimulanser” sammen med Tobias Rahim, hvor de to artister harmonerer hver deres særegne stil til perfektion. Idas katalog indeholder også sange som ”Feels So Loud”, ”Personal Letters”, ”Singing Mars A Lullaby” og den nye ”God’s Work”.

Ida Laurberg

B.O.C

B.O.C blev dannet for mere end 10 år siden, så gik de hver til sit med succesfulde soloprojekter, og i 2021 blev de endelig genforenet! Bag forkortelsen B.O.C gemmer tre legendariske artister sig: Gilli, Kesi og Benny Jams, der hver især står bag nogle af dette årtis største hits som ”Orale”, ”Kender Ik I Morgen”, ”Mamacita”, ”Vi Varme” og ”Er Her”, og nu er de klar til at slå sig sammen om at udgive endnu mere lækker hiphop. I 2021 landede de med det sprøde album Mere End Musik, der har den storhittende ”Ibiza” på tracklisten, som alene har mere end 28 millioner streams på Spotify! Vi glæder os til at se, hvad B.O.C gør næste gang. Med de tre stjerner samlet, er der ingen grænser for, hvad de kan opnå.

B.O.C

The Voice '22 præsenteres i samarbejde med Pepsi MAX

Udgivet: d. 10.10.2022 af Sofie Vitalis