Peter Falktoft vinder prisen for Årets Inspiration til The Voice '19

Peter Falktoft vandt prisen for Årets Inspiration til The Voice '19
Udgivet
Sidst opdateret

Peter Falktoft er vinderen af Årets Inspiration for podcasten ”Danmarks Dræber nr. 1". I videoen nedenfor kan du se Peter Falktofts reaktion da Chris fra The Voice overraskede ham med prisen.

"Timingen er guddommelig. Hold kæft hvor sejt!. Den her pris betyder rigtig meget, fordi det er et program, der har affødt en masse reaktioner. Både på godt og på ondt. Men for en gangs skyld har det egentlig været ret nemt ikke at tage det så personligt, fordi det for en gangs skyld er vigtigere end en selv. Så det er jeg virkelig, virkelig glad for. Den skal godt nok stå på noget solidt", fortæller Peter Falktoft om det at have vundet prisen for Årets Inspiration.

Radio- og tv-værten Peter Falktoft er en erfaren herre i underholdningsbranchen, men på det seneste er han også blevet kendt for at ytre sin mening om mange ting – og omvendt er der mange holdninger til ham.

Den seneste tid har han brugt på at advokere for et emne, der står ham personligt nært, men som samtidig påvirker hele samfundet: han har arbejdet intenst på en fundamental holdningsændring til rygning i den danske befolkning, ikke mindst blandt unge.

Blandt andet har han brugt sin stemme på at få sat rygning på den politiske dagsorden ved gang på gang at udfordre toneangivende politikere på emnet. Tidligere på året lavede han i samarbejde med P1 podcasten ”Danmarks Dræber nr. 1”, som på kort tid har inspireret utallige danskere til at holde op med at ryge.

Udover at fokusere på det sundhedsmæssige aspekt, ser podcasten også på konsekvenserne for klimaet, statskassen og samfundet. Alt i alt har Peter Falktoft med sin utrættelige indsats inspireret mange af os til at passe bedre på os selv og dén verden, vi bor i.

The Voice '19 blev præsenteret i samarbejde med Yousee Musik.