Årets Producer

Her kan du læse om alle de nominerede til prisen for Årets Producer.

Årets Producer
Udgivet
Sidst opdateret

Prisen Årets Producer er vores hyldest til dem, der sidder bag knapperne og sammen med artisterne giver liv til de allerstørste danske hits! Det vil sige alle de hits, som du har hørt i radioen, danset til på klubben og sunget med på, siden du hørte dem første gang. De nominerede fortjener alle at vinde titlen, men der kan kun være én vinder, og du er med til at bestemme, hvem der løber med prisen.

Rasmus Søegren

Rasmus Søegren har fingeren på pulsen, hvad angår nye artister og tendenser. Han er mester i at skabe nytænkende popbangers og give musikken en unik lyd. Han har op til flere gange produceret for popikonet Ericka Jane, og han står bag de populære radiohits ”Strangers In The Night”, ”I Say Stupid Things” og ”Forget Being Sober”. Rasmus har også produceret flere af danske Bbybites’ mest hørte sange som ”Pleaser” og ”Take Me Hard”. Han har talent for at producere upbeat pop med kant, hvilket kan høres på hans produktioner, der også indebærer samarbejde med Hjalmer, Bathsheba og Dopha.

Rasmus Søegren

Bjørn & Scheffmann

Duoen Bjørn og Scheffman skriver og producerer vilde powertracks sammen. De producerer musik for landets hotteste artister – dem, der er og bliver det nye kuld superstjerner. Musikalitet er i højsædet på deres produktioner, hvor de altid komplimenterer sangskrivningen med ægte instrumentering.

Bjørn og Scheffmann fandt sammen for et par år siden. Dengang var Ole Bjørn allerede en etableret producer med flere hits i bagagen blandt andet “Girl Like You” med Clara. Fra første dag Ole og Daniel (Scheffmann) var i studiet sammen kunne de mærke, at de løftede hinanden til et højere musikalsk niveau. Gennem deres makkerskab har de produceret og skrevet for Maximilian, Roseelu, URO, Bathsheba og mange flere. Lige nu ligger de på hitlisterne med sange som “Kun Med Dig” med Malte Ebert samt “i morgen er der også en dag” og “hvad skal verden med sådan en som mig” med Andreas Odbjerg. Vi elsker at spille Bjørn & Scheffmans tracks på The Voice, og derfor er de selvfølgelig nomineret til Årets Producer-prisen.

Bjørn & Scheffmann

Hennedub

Hennedub producerer hit på hit og får alle ud på floor! Han har produceret sange for Kesi, Gilli, Lukas Graham, Ericka Jane og Lord Siva, og han er bossen af beats. Hennedubs produktioner føles altid fresh og nytænkende. Han står bag flere af Kesis vildeste tracks bl.a. ”Følelsen”, ”Mamacita” og ”Blå Himmel (feat. Hans Phillip)”.

Hennedub har et kæmpe talent for at producere hiphop, og er med på de sange, der blev en del af Gillis helt store gennembrud: ”Helwa”, ”Orale” og ”Tidligt Op”. For tiden er han aktuel som producer af ”Skør for dig” med Kesi feat. Jada, som mixer bløde synthesizers med hiphopbeats i den fedeste eufori. Hennedub har været nomineret som Årets Producer fire gange, hvoraf han har vundet to. Sidste gang han hev statuetten med hjem var i 2019, da han vandt sammen med Nicki Pooyandeh for Kesis ’X’.

Hennedub

Frederik & Fridolin Nordsø

Frederik og Fridolin Nordsø er producerduoen, der står bag Drew Sycamores legendariske “45 Fahrenheit Girl”. De har været med på Drew Sycamores musikalske rejse fra starten og har også produceret ”I Wanna Be Dancing”, som for alvor cementerede Drew som en af de største popartister på den danske musikscene. De har også produceret Christophers episke sange ”Leap Of Faith” og ”Ghost”, som lå i toppen af alle hitlister i 2020, og lavet musik for Oh Land, Burhan G, Outlandish og Shaka Loveless. Frederik og Fridolin er desuden tvillinger og er vokset op i et musikalsk hjem, hvor mange barndomstimer er blevet brugt i et musikstudie. De spiller hver især en række instrumenter i forskellige bands, men har i de seneste par år fokuseret på at producere popsange for landets dygtigste artister. Sammen skaber de sange, der bliver hørt igen og igen, fordi det er svært at få nok af deres bløde beats og catchy omkvæd.

Arto Eriksen

Arto Eriksen er tidligere på året blevet beskrevet som Tobias Rahims hemmelige makker. Han har nemlig produceret superhittene ”STOR MAND” (i samarbejde med Fridolin Nordsø), ”Mucki Bar”, ”Når mænd græder”, ”Feberdrømmer Xx Dubai” og ”Flyvende Faduma”. Med andre ord står Arto Eriksen bag produktionen af flere af 2022’s største danske hits!

Ved siden af sit succesfulde samarbejde med Tobias Rahim, laver han også musik under aliasset Yo Johnny, der er et elektronisk projekt, som har mundet ud i samarbejde med Specktors, Ravi Kuma og Djämes Braun. Den 24-årige producer er uden tvivl one to watch.

Arto Eriksen

The Voice '22 præsenteres i samarbejde med Pepsi MAX

Udgivet: d. 10.10.2022 af Sofie Vitalis