Årets Forbillede

Her kan du læse om alle de nominerede til prisen for Årets Forbillede.

Årets Forbillede
Udgivet
Sidst opdateret

Udover at hylde alle de fede artister til The Voice ’22, er det også vigtigt for os at sætte fokus på nogle af de ildsjæle, som gør en forskel for andre. Derfor har vi nomineret fem stærke personligheder, der på hver deres måde kæmper for en bedre fremtid, til prisen for Årets Forbillede.

Det er dem, der enten står forrest i de store samfundsdebatter, nedbryder stigmatisering og tabu, bruger deres platform aktivistisk, eller på anden vis bidrager til, at vi alle sammen behandler og forstår hinanden bedre.

Vi vil stærkt opfordre dig til at følge og holde øje med alle de nominerede, hvis du ikke allerede gør det i forvejen, og selvfølgelig til at stemme på dén, du synes fortjener prisen som Årets Forbillede til The Voice ’22!

Jonas Risvig

Jonas Risvig er filminstruktør og manuskriptforfatter. Han har instrueret dokumentarer som Da Danmark blev Suspekt og Pigen, der glemte at gå, men han er især kendt for sine ungdomsserier, der får unge til at føle sig set og inkluderede. Under coronapandemien startede han serieprojektet Centrum, som havde til formål at sætte fokus på teenageres indre liv under lockdown. Her blev unge inviteret til at skrive med på historien gennem afstemninger på Youtube, og på den måde udviklede serien sig til et samarbejde mellem instruktøren og seerne. Jonas Risvig står også bag hitserierne Grænser, Drenge og SALSA. Med SALSA har han skabt et fænomen, en samtalestarter, som giver unge et sprog for alt det, der kan være kompliceret, spændende, udfordrende og dejligt, når man bliver seksuelt aktiv. SALSA debatterer samtykke i øjenhøjde og giver, ligesom Jonas’ øvrige serier, plads til, at ungdommen får sin egen stemme.

Jonas Risvig

Mary Consolata Namagambe

Mary Consolata Namagambe kæmper for et racismefrit samfund og bedre vilkår for kvinder gennem sine mange imponerende projekter. Mary laver socialaktivistisk og feministisk arbejde gennem sin Instagram, debatterer racisme i Politiken, og så er hun direktør og grundlægger af She for She. Formålet med She for She er at skabe beskæftigelse for udsatte afrikanske kvinder, gennem bæredygtig produktion af genanvendelige, klimavenlige menstruationsbind og samtidig sikre, at flere piger kommer i skole, når de har menstruation ved at forsyne dem med She for She Pads. Mary er med til at skabe trygge arbejdsvilkår for kvinder i Uganda, Senegal og Guinea, og She for She har allerede sendt op imod 4000 genanvendelige bind til forskellige lande på det afrikanske kontinent, og således hjulpet næsten 4000 piger med at fokusere på deres skolegang.

Mary Consolata Namagambe

Herligesvend

Instagramkontoen Herlige Svend er den perfekte kombination af sjove memes med nuttede dyr og satiriske opråb om samfundsmæssige problematikker – alt sammen pakket ind i glitter og pastelfarver. Det er Sebastian Lynggaard, der står bag profilen, og han er netop udkommet med bogen Mandsforræder, som handler om alt det, der binder mænd sammen på godt og ondt, og som ofte er svært at tale højt om. Han fik inspirationen til bogen, efter han havde lagt et meme om Me Too ud på @Herligesvend, hvilket fik en større stime af mænd til at efterlade hidsige beskeder i hans DM’s. Fælles for de vrede mænd i Instagram-indbakken var, at de næsten alle sammen troede, at der bag den nuttede profil, gemte sig en kvinde. Dette blev en øjenåbner for Sebastian, der siden er stået frem som indehaver af profilen, og som i sin bog udtrykker en undren over, hvorfor mænd har tendens til at blive så vrede, når de også kunne vælge at græde, forstå, føle og lytte. Vi nominerer Sebastian for sit oplysende aktivistiske arbejde og for at levere dejlige dyrememes, der gør grå dage lyserøde.

Sebastian Lynggaard (Herlige Svend)

Anna Lin

Anna Lin er TV-vært, podcaster og følsom foregangsperson. Hun er vært på det folkekære program Kender Du Typen samt vært og medskaber af programrækken Alle de Andre, der sætter fokus på den tvivl, man som ung kan føle i forbindelse med at finde sig selv. Her tager Anna udgangspunkt i sine egne usikkerheder og taler med programdeltagerne om alt fra det første kys til venskaber, seksualitet og kroppe. På den måde er Anna Lin med til at minde unge om, at ingen står alene med sine tanker.

Gennem sin Instagramprofil viser Anna Lin sider af sig selv, der inspirerer hendes mange følgere. Her deler hun åbenhjertet ud af sit gode forhold til sin krop, sin kamp for klimaet, sin glæde over at være alene og sit fokus på mentalt helbred. Anna deler også de ting, der ikke er helt perfekte. Hun er ikke bange for at fejle, og hun er ærlig i sådan en grad, at man trygt kan spejle sig i hende.

Anna Lin

Deltidsaraber

Deltidsaraber er en Instagramprofil, der belyser racisme og sexisme i Danmark. Igennem stories med hårdtslående fakta og personlige beretninger fra Deltidsarabers mange minoritetsetniske følgere, informerer profilen omverden om den slags racisme, mange møder i hverdagen. Formålet med profilen er at sætte fokus på emner, der kan være svære at berøre, men som er nødvendige at tale om, hvis vi skal nedbryde fordomme og racisme i Danmark. Ved at oplyse sine følgere om, hvordan en bestemt form for sprogbrug sårer andre mennesker, forener Deltidsaraber de kløfter, der er opstået mellem mennesker med forskellige kulturer, religioner, hudfarver og livssyn. På Instagramprofilen kan man fx få et overblik over emner som ”Derfor må du ikke sige n-ordet”, ”Komplimenter som i virkeligheden er dybt racistiske” og ”Sådan gør du en forskel for minoriteter i Danmark”. @Deltidsaraber står altid klar til at fortælle hårde sandheder i den gode sags tjeneste.

Deltidsaraber

The Voice '22 præsenteres i samarbejde med Pepsi MAX

Udgivet: d. 10.10.2022 af Sofie Vitalis