Nyt program på Radio 100: 'Den Var Aldrig Gået i Jylland'

Den var aldrig gået i Jylland
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Der er så meget jyder ikke forstår…om København. Og nu har to unge jyder med meget gamle sind tænkt sig at grine af alt det ved hovedstaden, der virker komplet bøvet, når man er fra Jylland. Det sker her på stationen i otte søndagsprogrammer henover sommeren.

Drengene inviterer lytterne med til København, hvor en billig klipning koster 400 kroner, og hvor man drikker økologisk rismælk i sin to-go kaffe. De to jyske radioværter har nemlig bemærket, at der er rigtig mange københavnerfænomener, de (med god grund) aldrig ville finde tilsvarende hjemme i Jylland.

Oliver Routledge fra Hjørring og Casper Nørgaard fra Ikast er værterne på programmet 'Den Var Aldrig Gået i Jylland'.

Jeg ved godt, at jeg lyder som en træls gammel mand: Men jeg kan ikke forstå, hvorfor det fx skal være så dyrt at blive klippet? Det koster 100 kroner hjemme i Ikast, men i København er det mindst det firdobbelte! Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor københavnerne taler i mobil, som om de var alene. Det ligner da heller ikke noget at ligge halvnøgen og tage solbad på en kirkegård! Den var sgu aldrig gået i Jylland!”, siger Casper Nørgaard.

Casper Nørgaard er 21 år og fra Ikast. Han flyttede til Købehavn i vinter for at begynde et praktikophold på Radio 100. Uden nogen radioerfaring har den unge jyde kastet sig ud i den ene radioudfordring efter den anden, og nu er det lykkes ham at rage sig eget program til sig. Ganske vist skal det deles med en anden god kollega; nemlig vært Oliver Routledge. Han kom fra Hjørring til hovedstaden i 2017, og er til daglig vært og producer på 'Morgen på Radio 100', hvor han holder den jyske fane højt. For 23-årige Oliver er ikke helt assimileret, og der er stadig masser af nordjyde i ham.

København ér en fed by. Men bagsiden af medaljen er også en masse selvfedme, hvor københavnerne glemmer, at der er en verden udenfor hovedstadsboblen, hvor tingene er helt anderledes. Dén boble kommer vi til at prikke i – men med masser af kærlighed til København”, fortæller Oliver Routledge.

'Den var Aldrig Gået i Jylland' er radio til jyder, der trænger til at få bekræftet deres fordomme; det er radio til københavnere, der bærer over med de to unge mænd (der jo bare kan fise tilbage til hovedlandet, hvis der er så meget i vejen) – og det er radio til alle andre, der synes, det lyder sjovt, når land og by mødes.

'Den var Aldrig Gået i Jylland' sendes første gang søndag den 7. juli kl. 9.00 og derefter hver søndag på Radio 100 og som podcast.