10 Hurtige til Ugens Komiker, NP Henriksen: fra pølsevogn til comedytour

NP Henriksen har lagt vejen forbi Radio 100, og vi har fanget ham til 10 lynhurtige spørgsmål på farten. Lær vores kære komiker bedre at kende, når han svarer på vores mere eller mindre seriøse spørgsmål:

10 Hurtige til Ugens Komiker, NP Henriksen: fra pølsevogn til comedytour

Hvis du skal vælge én sang til at beskrive dit liv, hvilken sang skal det så være?

»Den første sang, der popper op i mit hoved er ”Caravan of Love” med The Housemartins. Der synger de jo faktisk ”stand up, stand up”, men det har altså ikke noget med det at gøre. Det er fordi sangen gjorde indtryk på mig. Den lød som noget, jeg aldrig havde hørt før«.

Hvordan vil børnene du passer beskrive dig? (NP Henriksen har et side-gig som pædagog)

»De vil beskrive mig som en sjov, tydelig voksen«.

Hvordan vil du beskrive din standup?

»Den er lige på og hård. Min comedy skærer ind til benet, men har plads til det surrealistiske«.

Savner du nogensinde pølsemandskarrieren fra Banegården i Aarhus?

»Svaret er både ja og nej. Jeg stod der faktisk i et år til halvandet. Jeg havde hvid kittel på og skråhue, og de ældre damer elskede det, fordi jeg lignede en pølsemand fra deres ungdom. Og jeg fandt jo ud af, at alle vil have deres pølse forskelligt: badmintonpiger vil have fransk hotdog uden dressing, lokoførere fra Sjælland vil have sød fransk sennep på deres hotdogs, hvide danskere spiser ribbensandwich uden brusk og grønlænderne ville gerne have det brusk, jeg havde skåret fra ned i deres ribbensandwiches«.

Hvor stammer din humor fra?

»Fra mine forældre og min bror. Men det er også et sammensurium af mange ting; min far havde nogle plader med Jørgen Ryg, Dirch Passer og Preben Kaas, som jeg blev inspireret af. Derudover er det Monty Python og Wikke og Rasmussen jeg så. Jeg har altid godt kunne lide noget, der er lidt skævt og også benhård satire«.

Hvem har inspireret dig til at blive komiker?

»Jeg er ikke sikker på, om der er nogen bestemt, der har inspireret mig til at blive komiker. Men jeg var sådan et barn, der gik til drama i stedet for fodbold. Jeg gik til totalteater, gøglerskole og studenterrevy. En dag var jeg så inde i Comedy Zoo i Aarhus (dengang det lå på Vestergade 58) og se Bob Anders, Anders Valentinus, Martin Østergaard, Dorte Rømer og Ole Wolf. Det var en åbenbaring for mig, at det også var en mulighed at være komiker. Så gik jeg i gang efter det«.

Vil du beskrive konceptet comedydigte for læserne?

»Ja, det hedder Digte Uden Pis. Det opstod fordi, der var nogle ting, jeg ikke kunne få til at fungere på scenen. Så begyndte jeg at skrive de her ting ud i prosa, og så begyndte folk at grine af det. Sådan startede det, men nu er Digte Uden Pis en konstellation af mig og to musikere, der opfører digtene med musik, der passer til. Idéen er, at vi en dag skal indspille en LP med 12 digte på hver side, som skal udgives med den trykte digtsamling«.

Hvad går igennem dit hoved sekunderne inden du træder ind på scenen?

»Først går der ingenting igennem mit hoved, så laver jeg fire kuskeslag og klapper mig selv på kinderne, og så fokuserer jeg på, at jeg skal vinde«.

Hvad er din guilty pleasure?

»Jeg kan rigtig godt lide at se Politijagt på Kanal 5. Det kan redde min aften, jeg elsker det! Det er dumt på mange måder, men jeg nyder det virkelig«.

Hvad har du i kog for tiden?

»Jeg er på tour med showet ”Influencers og andre med jord i hovedet”. Der er planlagt datoer helt indtil februar, så man kan stadig nå med«.

Udgivet d. 27.09.22 af Sofie Vitalis